Gyldenløves Gilde

Én gang spejder - altid spejder!

- men lidt for "gammel"

til at være aktiv i spejderkredsen?

 

- så bliv aktiv i .........Gyldenløves Gilde.

 

 

Lidt om Gyldenløves Gildes historie.

 

Den 20. november 1965 modtog Sjællands Division - DBP og DBD - en indbydelse til et orienterende møde med henblik på at starte et gilde. Det var Møller Nielsen fra Skee, som havde fået denne gode ide. Mødet blev afholdt i Holbæk - spejdernes hytte i Hvalsø. Landsgildemester Ove Klarholt kom og fortalte om gildearbejdet og samme aften blev der nedsat en foreløbig bestyrelse på fem, nemlig: Gildemester, Gildeskatmester, Gildekansler og to ordensmestre. Flere møder fulgte, inden Gyldenløves Spejdergilde blev en realitet.

 

Gyldenløves Spejdergilde er opkaldt efter Gyldenløves Høj, Sjællands højeste punkt. Det ligger i det smukke midtsjællandske område, centralt for divisionesn kredse: Skee, Nyrup, Hvalsø, Tølløse, Holbæk og Roskilde. (Kredsene Hvalsø og Nyrup eksisterer ikke i dag).

 

I 1972 fik gildet tilbud om at købe en ejendom i nærheden af Hvalsø på noget man kalder Såby Sand. Der hørte 6 tdr. land til ejendommen. Købet blev vedtaget, med det formål at have et samlingssted for Sjællands Division. Stedet fik navnet Gyldenløvesdal. De næst 10 år blev der øvet en kæmpemæssig indsats for at skaffe midler. Man gjorde et enormt arbejde fra mange sider både spejderkredse og private. Mange gildefolk og spejdere tog fat på at restaurere ejendommen samt opføre nye bygninger. Det så meget lovende ud, men der opstod efterhånden mange vanskeligheder - dels tekniske og dels på grund af gnidninger med naboerne. (Det sidste jeg husker, var at der opstod tvist om snerydning - der var en ganske lang grusvej til ejendommene i Sandet og naboen var ikke tilfreds med at være alene om snerydning...) Man besluttede derfor i 1982 at sælge Gyldenløvesdal, til stor sorg for mange, især dem som havde knoklet derude i timer/dage/uger....

 

Ejendommen blev solgt og det gav så i stedet mulighed for at støtte spejderarbejdet i divisionen . Der er i årenes løb blevet udbetalt ganske mange penge.

 

Den første gildemester var Hans Heide (sadelmager Valdemar Petersens søn fra Hvalsø) - Hans har vi ikke mere. Efter ham kom Ove Klarholt. Derefter fulgte Karen Ablildgaard. Karen var formand i mange år Nu beklæder Lis Jensen posten. Der er omkring 14 medlemmer i dag.

 

Der er een ting som programmæssigt altid står fast: Den første mødedag efter sommerferien og landsgilde-week-end'en i september er altid med spisning. "Gule ærter" Det er svært at gå hjem denne aften uden at være forædt......

 

Således skrevet af Erik Bærentsen ved Gyldenløves 40 års jubilæum i 2005.